Som jeg nævnte i indlægget "Vi vil i dialog med dig", forventer vi ikke at der vil blive kommenteret vildt og inderligt på nyhederne i vores planlagte social media newsroom. Det burde der derimod være mulighed for, når vi forhåbentlig inden længe kan lancere faglige blogs om nogle af COWIs ekspertiseområder.
I ovennævnte indlæg spurgte jeg, hvordan en videnvirksomhed bedst skruer et social media newsroom sammen. Svaret ligger måske implicit i den måde, jeg kategoriserer foretagenet på: En VIDENvirksomhed. Vi har viden i store mængder - det er det vi lever af. Derfor er det også viden, der skal være grundstenen i arbejdet med at skabe dialog. Regnestykket ser for os sådan her ud: Viden+ønske om dialog=Faglige blogs.
Uudforsket territorium
Faglige blogs er et nyt og uudforsket territorium for COWI - i det mindste når vi taler om selv at skrive dem. Men en del af den faglige debat inden for det, vi arbejder med, ligger faktisk allerede i blogosfæren og nogle af vores eksperter henter allerede spændende input til deres arbejde der. Vi mangler blot at tage springet og blande os ved at kommentere. Og selv være igangsættere for dialogen på egne blogs.
Potentialet er stort - vi kan komme i dialog med nogle af vores vigtigste interessenter: fagfolk. Vi kan blive klogere, deltage i debatten i fagmiljøet, bidrage og være med, hvor dagsordener bliver sat, og vi kan sende et signal om, at vi stoler så meget på vores egen faglighed, at vi tør blande os og have holdninger.
Ups. Holdninger. Eksperterne i COWI har masser af holdninger til deres fag, men de er ikke vant til at lufte dem offentligt. Og derfor er springet fra vores traditionelle kommunikation til at starte faglige blogs større, end jeg først antydede. For skal vi skrive en blog, der er interessant at læse for folk, der allerede ved noget om emnet, må vi vove at sætte lidt af os selv og vores faglighed på spil ved at mene noget, andre kan være uenige i.
Pilotprojekt
Vover vi det? Ja, det første pilotprojekt er i hvert fald på trapperne med et par unge frontløbere ved tasterne. Det bliver spændende at få bloggen op at stå og eksperimentere med genren - og se, hvor stor eller lille interessen i fagmiljøet vil være. Og internt om organisationen tager genren til sig og kan finde ud af at bruge den som andet og mere end bare endnu et talerør til envejskommunikation.
I så fald har vi endnu en meget vigtig byggesten på plads til vores social media newsroom.
Er der virksomheder derude, som læser med, og som har erfaringer med faglige blogs? Fortæl, beret, del erfaringerne!
søndag den 27. april 2008
Faglige blogs - i snak med fagmiljøet
Etiketter:
blog,
cowi,
fagligeblogs,
socialmedianewsroom
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar