Vi har taget tilløb til det længe. Startet flere projekter og lagt næsten lige så mange til hvile igen i løbet af det sidste år. Hver gang er blogprojekterne strandet på tid og ressourcer. I en hverdag som rådgiver kommer kunden og projektet selvsagt altid først - og et nyt projekt kan sende ellers glimrende blogplaner på ferie på ubestemt tid.
Men i fredags lykkedes det: Den første COWI-støttede blog gik i luften på www.baeredygtigt-byggeri.dk. Skribenten er specialist i bæredygtighed og design-ingeniør Niels Varming hos COWI, der er gået til det - for ham - næsten ukendte format med stor entusiasme.
Bloggen er en faglig blog, hvor Niels skriver om sit speciale- og interesseområde, bæredygtigt byggeri. Niels brænder for emnet og han mener noget om det, og dermed opfylder han netop de retningslinjer og den blogpolitik, som jeg tidligere har lagt ud her på bloggen.
Bloggen er hans egen
Niels Varmings indlæg bliver ikke godkendt af nogen chef, og holdningerne er hans egne. Her i starten får han en smule sproglig sparring for at vænne ham til at skærpe sine formuleringer og vinkle sine holdninger klart, men ellers er det en "Niels Varming blog", som COWI så støtter.
Bloggens design ligner ikke COWIs, men det står højt og tydeligt på den, at Niels' tilhørsforhold er hos virksomheden, og at det bl.a. er hans arbejde, han vil blogge om.
Hvorvidt vi kan holde tungen lige i munden og konceptet klart med bloggen vil tiden vise. Men som udgangspunkt synes jeg egentlig at den kunne være en en god model på en type "uafhængig faglig virksomhedsblog".
Flyvende start
Det er selvfølgelig stadig alt for tidligt at sige, om bloggen kan engagere og opbygge en læserskare, men starten har været mere end tilfredsstillende.
Da bloggen gik i luften i fredags reklamerede vi for den på COWIs intranetportal og på forsiden af www.cowi.dk. Desuden adviserede vi Google om den. Siden fredag har bloggen haft knap 100 besøg og det første indlæg har allerede fået et par relevante kommentarer. I dag mandag ligger den øverst på side to i en Google-søgning på "Bæredygtigt byggeri" - så jeg er vældig godt tilfreds.
Åbenhed omkring præmisserne
Sammen med bloggen har vi på hjemmesiden offentliggjort retningslinjer og blogpolitik. Tanken er, at jo mere åbenhed og gennemsigtighed, vi kan tilbyde omkring tilblivelsen af COWI-støttede blogs, jo bedre kan læserne vurdere deres troværdighed.
mandag den 16. februar 2009
COWIs første faglige blog i luften - omsider
søndag den 27. april 2008
Faglige blogs - i snak med fagmiljøet
Som jeg nævnte i indlægget "Vi vil i dialog med dig", forventer vi ikke at der vil blive kommenteret vildt og inderligt på nyhederne i vores planlagte social media newsroom. Det burde der derimod være mulighed for, når vi forhåbentlig inden længe kan lancere faglige blogs om nogle af COWIs ekspertiseområder.
I ovennævnte indlæg spurgte jeg, hvordan en videnvirksomhed bedst skruer et social media newsroom sammen. Svaret ligger måske implicit i den måde, jeg kategoriserer foretagenet på: En VIDENvirksomhed. Vi har viden i store mængder - det er det vi lever af. Derfor er det også viden, der skal være grundstenen i arbejdet med at skabe dialog. Regnestykket ser for os sådan her ud: Viden+ønske om dialog=Faglige blogs.
Uudforsket territorium
Faglige blogs er et nyt og uudforsket territorium for COWI - i det mindste når vi taler om selv at skrive dem. Men en del af den faglige debat inden for det, vi arbejder med, ligger faktisk allerede i blogosfæren og nogle af vores eksperter henter allerede spændende input til deres arbejde der. Vi mangler blot at tage springet og blande os ved at kommentere. Og selv være igangsættere for dialogen på egne blogs.
Potentialet er stort - vi kan komme i dialog med nogle af vores vigtigste interessenter: fagfolk. Vi kan blive klogere, deltage i debatten i fagmiljøet, bidrage og være med, hvor dagsordener bliver sat, og vi kan sende et signal om, at vi stoler så meget på vores egen faglighed, at vi tør blande os og have holdninger.
Ups. Holdninger. Eksperterne i COWI har masser af holdninger til deres fag, men de er ikke vant til at lufte dem offentligt. Og derfor er springet fra vores traditionelle kommunikation til at starte faglige blogs større, end jeg først antydede. For skal vi skrive en blog, der er interessant at læse for folk, der allerede ved noget om emnet, må vi vove at sætte lidt af os selv og vores faglighed på spil ved at mene noget, andre kan være uenige i.
Pilotprojekt
Vover vi det? Ja, det første pilotprojekt er i hvert fald på trapperne med et par unge frontløbere ved tasterne. Det bliver spændende at få bloggen op at stå og eksperimentere med genren - og se, hvor stor eller lille interessen i fagmiljøet vil være. Og internt om organisationen tager genren til sig og kan finde ud af at bruge den som andet og mere end bare endnu et talerør til envejskommunikation.
I så fald har vi endnu en meget vigtig byggesten på plads til vores social media newsroom.
Er der virksomheder derude, som læser med, og som har erfaringer med faglige blogs? Fortæl, beret, del erfaringerne!